Heti imponerede i sæsondebut

Efter godt seks måneders løbspause gjorde Heti (foto) i dag comeback i et 3-års hoppeløb på Jydsk Væddeløbsbane, der var forbeholdt heste med engagement i Jydsk 3-årings Grand Prix – og hun leverede en særdeles stærk præstation for Ken Ecce.

Heti blev taget roligt fra start, men efter 500 meter i 1.16-tempo kom hun frem som første hest i andet spor. Kilometeren blev siden dæmpet en smule til 1.17,4.

Ind på opløbet kom Hashtag Osted Antik i et godt angreb i tredje spor, men Heti forsvarede sig heroisk hele vejen og kunne gå frem til en kort, men forholdsvis sikker sejr i tiden 1.16,7a/1800 meter.

Se løbet: KLIK HER

-Hun gik rigtig godt – væsentlig bedre end første gang vi startede i Århus. Havde dog lidt problemer sidste sving rundt, men da vi rettede op, trak hun igen og viste, at hun ville vinde, sagde Ken Ecce bl.a. i sejrsinterviewet.

-Vi skulle over og prøve om det her (at starte på JVB, red.) var noget vi skulle fortsætte med, og det var det så. 

Vi havde også 4-årige Kingsislandqueen til start med Morten Juul i sulkyen og efter flere skuffende præstationer gik hun i dag et fint løb.

Morten Juul var offensivt indstillet fra start og kørte til spids efter knapt 500 meter, der blev afviklet efter meget beherskede 1.26, men kort efter måtte han overlade føringen til den senere vinder, Corona Bork.

Kingsislandqueen holdt siden hjem til en tredjeplads i tiden 1.20,1/1800 meter.

Se løbet: KLIK HER

 

Foto: Ole Hindby